Istanbul – Byen der ligger på to kontinenter

”Byen der ligger på to kontinenter”, ”verdens vigtigste by”, ”byen der aldrig sover” og ”verdens centrum” – kært barn har mange navne, og Istanbul er en af de byer i verden, som har haft rigtig mange forskellige navne op igennem historien, hvilket gør Istanbul endnu mere spændende.

Istanbul ligger i Tyrkiet, og geografisk set ligger byen i Tyrkiets nordvestlige del, og på trods af mange misforståelser, er Istanbul ikke hovedstaden i Tyrkiet, selvom det er Tyrkiets største by målt på population. Indbyggertallet er i omegnen af 13,5 til 15 millioner indbyggere, hvilket gør Istanbul til en metropol i sværvægtsklassen.

Istanbul ligger som den eneste by i verden på to kontinenter, Europa og Asien.

Attraktioner, seværdigheder og historie

Det historiske aspekt i Istanbul er det som trækker de fleste turister til byen. Blot navnet på byen er nok til at mange turister tager til Istanbul året rundt. Byen blev stiftet som Byzantium  for 2600-2700 år siden. Senere hen blev byen en del af det romerske rige, og navnet blev ændret til Konstantinopel(Constantinople). Da byen efter utallige forsøg blev erobret af den osmaniske Fatih Sultan Mehmet i 1453, blev navnet ændret til Istanbul, som sidenhen har været navnet på denne storslåede by.

De mange bygninger og seværdigheder fra tusinder års historie, er stadig intakte og i meget god stand. Blandt andet kan man besøge Hagia Sofia, som blev bygget som en storslået katedral, hvor den senere blev til en moske, og nu er et museum, der årligt besøges af langt de fleste turister, der tager til Istanbul.

Lige overfor Hagia Sofia er der en anden storslået bygning, og det er den Blå Moske, der er bygget i året 1616. Den Blå Moske har 6 minaretter, 8 mindre kupler og en gigantisk kuppel. Moskeen er stadig i brug, men kan besøges af turister, hvor de indre arkitektoniske mesterværker kan nydes af enhver.

En af de andre store attraktioner i Istanbul, er Topkapi Paladset, som var et palads fra det osmaniske rige. Paladset er endda en del af verdensarven, som er fredet og beskyttet for evig tid. Inde i Paladset findes juveler, ædelstene og uvurderlige genstande der er en del af arven efter det osmaniske rige.

Istanbul er i sandhed en by, der har mange seværdigheder, attraktioner og ikke mindst en utrolig lang historie, uanset om man besøger de flotte broer der kobler Europa og Asien sammen, eller man besøger de store sportsarenaer i Istanbul. Man kan gå årevis rundt i Istanbul, og hver dag blive overasket af nye ting, enten i den store Bazaar eller i de mange historiske ruiner rundt omkring i byen.

Turisme og shopping i Istanbul

Istanbul er ikke kun definitionen på historie, seværdigheder og kultur, men indeholder også gigantiske shoppingcentre, hvor man kan få alt fra de dyreste mærkevarer til de helt specielle tyrkiske souvenirs der kun fås i Istanbul.

Mulighederne er gigantiske i byen med millioner af indbyggere, og blandt de største shoppingcentre, kan Istinye Park nævnes, og den indeholder ca. 300 butikker under ét tag. Den prisvindende bygning Kanyon er også et shoppingcenter, som både er udendørs og indendørs, og her kan man også shoppe indtil man ikke kan mere.

Når man har shoppet sig til alt hvad man ønsker i Istanbul, kan man sidde på en cafe, uanset om det er en moderne, gammel, tyrkisk eller international cafe, og få sig en rigtig tyrkisk kaffe – som i øvrigt også er en af de ting, som skal prøves mens man er i Istanbul. Efter en afslapning på en cafe, kan man bevæge sig ud i nattelivet, som konstant pulserer i Istanbul. Istanbul byder på mange fancy diskoteker, men også mange hyggelige og venlige barer, der tillader pubcrawls og festglade mennesker.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*